OM GALLOWAY

- sakset fra Gallowayforeningens hjemmeside

Historie

Gallowaykvæget er oprindeligt kvæget fra Galloway, den sydvestligste del af Skotland. Der findes spredte beretninger om det kullede (hornløse) kvæg helt fra Romerne og op til midten af attenhundredtallet. Beretninger der, går på det kullede, på den oftest sorte og krøllede pels og især på den exceptionelle kødkvalitet. Kvæget har til dels været vildt i denne periode. Noget har været brugt som malkekvæg og til kødproduktion. De fleste af de optegnelser der fandtes brændte i 1851. Derefter blev der etableret en stambog og et regulært avlsarbejde blev sat i værk, et avlsarbejde, der har ført frem til det gallowaykvæget står for i dag. I samme periode påbegyndtes en eksport til mange lande. Der blev således importeret en gallowaytyr til Danmark i 1851 og senere flere kvier og køer.

Bygning

Koen vejer fra 450-600 kg og tyren fra 750-900 kg, det er således en relativt let race. Den er lavstammet med korte stærke ben. Ryggen er lige og kroppen dyb. Hovedet er kort, uden horn og med store ører. Pelsen er sammensat af en tæt underuld og lange krøllede eller krusede dækhår.

Der er mange forskellige typer, som alle adskiller sig gennem tegningen i pelsen. De ensfarvede typer kan være sorte , røde eller dun. Den hvide galloway har mule og ører som kan være enten sorte, røde eller dun. Hertil kommer de beltede typer, som kan være sorte, røde eller dun med et hvidt bælte om maven. Endelig forekommer en type kaldet rigget. Fælles for de forskellige typer er bygning, temperament og slagtekvalitet.

Brugskvaliteter

Pelsens opbygning giver gallowaydyrene en særdeles god beskyttelse mod ekstreme temperaturer, fordi den isolerer så godt. De lange dækhår leder regnen bort og giver også en god mekanisk beskyttelse. Sammen med de korte stærke ben gør det dyrene meget robuste. På koen er yveret så behåret, at stikkende insekter har svært ved at komme til, så yverlidelser ses så godt som aldrig.

Temperamentet er generelt roligt. Dyrene er tilsyneladende upåvirkede af at man færdes på marken. De kommer ikke rendende af nysgerrighed, de flytter sig heller ikke, med mindre man kommer helt tæt på.

Galloway har en god fertilitet og køerne kælver let. De passer kollektivt på deres kalve, så hunde og andre dyr de finder farlige, bliver jaget ud af marken.

Naturpleje

Galloway er meget velegnet til naturpleje. Det skyldes at dyrene har en, i forhold til deres størrelse, forholdsmæssigt stor vom, det giver den dybe krop. Den store vom gør at de kan optage store mængder grovfoder. De kan således klare sig fint, selv på stride græsser og træagtige vækster, hvor mange andre racer vil tabe i huld. Afgræsning med kreaturer er ideelt til arealer, der ikke skal dyrkes. Antallet af plantearter vil vokse, fordi køerne træder frø og pollen godt ned i jordbunden, så det spirer lettere. Samtidigt holder afgræsningen græs og træer nede, så nye urter kan få lys til at spire frem.

Kødkvalitet

Da galloway hører til i den lette ende af kreaturracerne varer det selvfølgelig længere før ungtyrene når op på 200 kg. Man skal regne med ca. 18 måneder. Væksten er altså relativt langsom, kødet bliver til gengæld meget finfibret. Gallowayracen indlejrer fedt i muskulaturen i ganske små fedtlommer. Det gør det lettere at bevare kødets saftighed under tilberedningen. De fleste smagsstoffer sidder i fedtet, de bliver på den måde indlejret i kødet. I England, Skotland og Tyskland regnes Galloway for noget af det ypperste indenfor oksekød.

Projekt Udegående dyr

I marts 2015 blev der afsluttet et projekt, hvor avlsforeningerne for Galloway, Skotsk Højlandskvæg, Welsh Black, Hereford, Dexter og Angus deltog.

Malene Skjoldborg afleverede sit 10-tals speciale, hvor hendes undersøgelser bl.a. havde vist, at de undersøgte ekstensive racer havde en god isoleringsevne mod kulde og frost og, at deres isoleringsevne var signifikant forskellig fra intensive racer som f.eks. Jersey og RDM. Der er således intet, der tyder på, at de undersøgte ekstensive racer fryser som følge af lave temperaturer i løbet af vinteren.

Adfærdsforsøgene viste, at dyrene i de målte besætninger havde forskellige preferencer for liggeområder. Skønt de termografiske undersøgelser viste, at dyrene ikke havde et fysisk behov for opstaldning indendørs, så viste det også, at Skotsk Højlandskvæg godt kan være magelige dyr, der kan få øje på komforten i et velstrøet leje i godt og åbent skur, mens nogle af de øvrige knap så ekstensive racer valgte enten halm strøet på marken eller at ligge direkte på jorden. Læs Malene Skodborgs speciale HER (engelsk). Og se mere om denne undersøgelse på Avlsforeningen for Skotsk Højlandskvægs hjemmeside: "Projekt Udegående dyr"